Vælg din historie

Hvad vil du fortælle om?

Livet er fyldt med historier, og for de fleste er det helt uoverskueligt at fortælle om hele deres liv – hvor skal man ende og begynde? Jeg foreslår, du vælger et kapitel af dit liv, som betyder meget for dig nu.

Vores liv foregår i bølger. I nogle perioder fylder dagligdag det hele – i andre sker der meget nyt. Ofte er perioder med nyt de mest interessante at fortælle om. Fortæl om perioder, hvor du har taget vigtige valg, haft store oplevelser (gode eller mindre gode) eller livet har taget en drejning.

I barndommen lægges trædesten ud for resten af vores liv, og alle har en spændende historie i deres barndom.

Der er også mange andre spændende perioder. Find inspiration her på siden. Du kan altid vælge flere kapitler af dit liv, og måske til sidst få skrevet en hel biografi.

Dit arbejde, en hobby eller tema fra dit liv

For mange er arbejdet en del af deres identitet. Fortæl om dit engagement, resultater, arbejdsmiljø, samarbejde med kolleger og hvordan teknologien har ændret arbejdsopgaverne.
Måske er du selvstændig og har lyst til at fortælle, hvordan du skabte din virksomhed?

Har en fritidsinteresse eller hobby fulgt dig gennem mange år? Fortæl om dit liv som spejder, frimærkesamler, trommespiller, fodboldspiller, frivillig eller medlem af et politisk parti – og hvad du har fået ud af din store interesse.

Har din tro været en fast ven i dit liv? Fortæl hvad troen betyder og har betydet for dig.

Kan du se mønstre, som går igen i dit liv? Fortæl hvad du har gjort, og hvad du har lært om dig selv. F.eks. dit kærlighedsliv, din rolle i familien eller dit forhold til autoriteter (forhold til forældre, lærere, ledere, myndigheder m.v.)

En fase af dit liv

  • Barndommen, sjove oplevelser, forhold til søskende og forældre, opdragelse, livretter, skarnsstreger, skole, venner og ferier. Det er tit de historier, dine børn og børnebørn efterlyser.
  • Ungdom, skole/uddannelse, fritidsinteresser, forelskelse, venner og forhold til familie, ferier og måske arbejde.
  • Voksen, bolig, parforhold, små børn, arbejde, fritidsinteresser og ferier.

  • En særlig periode/begivenhed, f.eks. udlandsophold, alvorlig sygdom, skilsmisse, en rejse eller et bryllup

Giv børnene deres historie

Du husker sikkert tydeligt, da dine børn var små. Dine børn kan ikke huske ret meget. Fortæl, hvad dit søde, kloge, omsorgsfulde – og vilde, irriterende og trættende barn gjorde i sin barndom. Giv dit voksne barn historien i fødselsdagsgave.

Måske er du lige blevet mor eller far, og du vil gerne bevare alle de sjove, finurlige og udfordrende ting, barnet oplever. Lad os mødes f.eks. en gang om året, mens dit barn er lille. Kapitlerne samles f.eks. til en 18-års fødselsdagsgave.

Historierne fra dem, der ikke er her mere

Dine forfædre er ikke levende mere, men du kan stadig huske en del af om dem, og du ønsker ikke deres historie skal glemmes. Du bevarer deres historie, når du fortæller, hvad du kan huske.